Opdatering fra Fjernvarmeudvalget
Hej alle,
Som tidlige nævnt var fjernvarmeudvalget repræsenteret ved “Orienteringsmødet om fjernvarme” afholdt 14/6. Længst nede på denne side findes link til en optagelse af mødet, samt de slides som VEKS gennemgik på mødet, så alle kan få set det.
Overordnet set var der ikke noget nyt omkring tidsplanen i forhold til den plan vi allerede kender, altså tilslutning i vores område (K04) mellem 2023-2027. Men derudover kom der en del detaljer frem, som vi har prøvet at gengive her i vilkårlig rækkefølge:
- Hvis man har solceller f.eks. til opvarmning af vand, kan dette kombineres med fjernvarmen.
- Angående tryghedsordningen, så skal din ejendom være omfattet af et igangværende fjernvarmeudbygningsområde i Køge, og du skal have underskrevet og indsendt tilslutningserklæring, førend du er omfattet af Køge Fjernvarmes tryghedsordning.
- Der bliver gjort tiltag til at få fremrykket datoerne for at kunne underskrive en tilslutningserklæring (formentlig i løbet af 2023), så tryghedsordningen kan blive garanti for et funktionelt varmeanlæg i sin bolig.
- De boliger, som ikke har kælder, vil få opsat et mindre skab på vistnok H75 X B40 X D35 som dækker over fjernvarmerørene ind til huset.
- Der laves aftale med hver enkelt husstand om, hvor rørene skal graves ned. De første 20 m rør er omfattet af kampagnetilbuddet.
- Køge Fjernvarme tager billeder inden arbejdet påbegyndes og retablerer belægninger efterfølgende.
- Tidshorisonten for arbejdet: Fra de har gravet op i vejen og til man har fået lagt rør ind til sit hus, vil der gå ca. 1 måned.
- Nogle fjernvarmeværker har en afgift på returløbet på den varme man modtager. Det har man ikke i Køge Fjernvarme.
- Man kan altid fortryde sin tilmelding til fjernvarmen. Vilkår og udgifter m.v. talte de om vil være de faktiske udgifter.
- For dem, som lige har fået et nyt gasfyr, kan man under anlægsfasen godt få ført fjernvarmerør ind til huset som et såkaldt ”koldt stik” og først tilslutte sig fjernvarmen senere dog ikke senere end 3 år efter det er lagt ned.
- Når de har gravet i vejen, lægges et slidlag på, noget tyder på at man måske i stedet for slidlaget kunne få vejpenge, det skal vi naturligvis undersøge nærmere
- Første betaling for etablering m.v. sker, når der leveres fjernvarme.
Fjernvarmeudvalget holder næste møde i August, og vender tilbage efterfølgende med plan for det videre arbejde.
Hvis der er spørgsmål eller kommentarer i mellemtiden, så er man velkommen til at skrive til fjernvarmeudvalg@norsvej.dk
– Fjernvarmeudvalget
Link til optagelse:
Slides fra mødet: