Skrivelser modtaget fra SKAT omkring vores skattesag

 

Til de husstande som fornyeligt har modtaget skrivelser fra SKAT omkring vores efterhånden gamle skattesag (som føres af selskabet Rafn & Søn), så er der INGEN som skal foretage sig noget eller kontakte SKAT på baggrund af de modtagne skrivelser.

Rafn & Søn kører vores sag 100% og forestår alt kommunikation og dialog med SKAT, på vores vegne.

Hermed modtager I kopi af Rafn & Søn´s tilbagemelding på bestyrelsens henvendelse:

 

Vedr. forslag til afgørelse af 26. juli 2016 – omberegnet grundværdi

Forslag fra SKAT, også kaldet agterskrivelser, er en foreløbig status på, hvordan SKAT har tænkt sig at afgøre sagen. Indholdet af disse skrivelser kan således ændre sig mange gange undervejs i sagsforløbet, og I behøver som sådan ikke forholde jer til dem. Det gør vores jurister, og besvarer SKAT indenfor svarfristen.

Agterskrivelsen indeholder en betydelig nedsættelse af den omberegnede grundværdi. Såfremt denne fastholdes ved afgørelsen, vil den med alt sandsynlighed give en besparelse til jer (som på nuværende tidspunkt ikke kan kr./øre sættes yderligere). Der er dog tale om en agterskrivelse, hvorfor endnu intet er sikkert og vi ikke rigtig beregner konkrete beløb.

Vi må således afvente den endelige afgørelse, førend vi kan sige noget med sikkerhed.

 

Vedr. Afgørelse af 20. juli 2016, hvori SKAT fastholder ejendomsvurderingen

Når SKAT fastholder en ejendomsvurdering (eller ændrer den), er der tale om en afgørelse. I dette tilfælde har SKAT ikke givet os medhold, og vores jurister skal nu tage stilling til, hvorvidt sagen skal ankes. Dette sker dog typisk først ved ankefristens udløb, der ligger i midten af oktober, hvorfor vores jurister endnu ikke har kigget på sagen og taget endelig stilling til det videre forløb.

 

Jeg forstår godt, at det er forvirrende med alle de breve fra SKAT. Især fordi indholdet kan være svært at afkode for os almindeligt menneskerJ

I skal dog på intet tidspunkt foretage jer noget i forbindelse med skattesagen. Vi modtager de samme breve fra SKAT, som I får ind ad døren, og vores jurister kører sagen 100% på jeres vegne. I kunne således i princippet smide alle brevene ud, så snart I modtager dem. Det er ikke noget, som I skal ligge vågne over.

I skal først foretage jer noget i det tilfælde, at der bliver udbetalt penge på jeres konto som resultat af skattesagen. I dette tilfælde vil vi bede jer sende tilbagebetalingsoplysningerne til os. Vi vil herefter tjekke, at I har modtaget det korrekte beløb og herefter sende jer en faktura på vores honorar.  

Vi kan desværre ikke spå om tidsperspektiver i sagen. Det er 100% op til SKAT. Som du kan se af skrivelserne, har vi oftest svarfrister på mellem 30 dage og 3 måneder. SKAT tager typisk flere år. Det er således helt op til deres sagsbehandlingstid. Vores erfaring siger os dog, at man typisk skal væbne sig med tålmodighed.

 

Der er lukket for kommentarer.