Bülow & Nielsen A/S                                                                                                       8.  juni 2006

Att: Martin Håkonsson

Sydmarken 42

2860 Søborg

 

 

 

 

Overleveringsforretninger af Oddervej, Oksbølvej og Padborgvej mv.

 

På grundejerforeningens vegne skal jeg herved meddele selskabet vores standpunkter vedrørende selskabets overleveringsforretninger af:

 

1: Oddervej,  Køge

 

2: Oksbølvej, Køge

 

3: Padborgvej, Køge

 

4: Generelle spørgsmål vedr. kloaker

 

5: Øvrige forhold

 

 

Ad punkt 1:  Oddervej,  Køge

 

Grundejerforeningen er desværre ved at miste tålmodigheden med overdragelsen af området Oddervej. Utallige gange har vi påpeget fejl og mangler – uden respons fra selskabets side.

 

Det er uacceptabelt.

 

Grundejerforeningen skal atter påpege følgende fejl og mangler:

 

a)      Der er ikke lavet (de lovmæssige påkrævede) skaktern ved ”udkørselsbumpet” fra Oddervej til Norsvej.

 

b)      De grønne el- og antenneskabe er stadig skæve (ej i hverken water eller lod).

 

c)      Asfalteringsarbejdet er ikke korrekt udført. Blandt andet vokser græsset op gennem asfalten flere steder – f.eks. udfor nr. 17 og der er hul i asfalten udfor nr. 4. Ved regnvejr opstår to ”søer” på stien mellem Oddervej og skolestien.

 

Grundejerforeningen forventer ovenstående fejl og mangler udført inden den 15. august 2006.

 

Såfremt selskabet ikke har udbedret de påpegede fejl og mangler inden den 15. august 2006, vil sagen uden yderligere varsel blive sendt til grundejerforeningens advokat til videre foranstaltning.

 

 

 

Ad punkt 2:  Oksbølvej,  Køge

 

Grundejerforeningen har fået overdraget området, men også her er der fejl og mangler af en sådan karakter, at området endnu ikke burde have været overdraget.

 

Der er – fra grundejerforeningens side - udfærdiget en fejl- og mangelliste vedrørende det nævnte område. Listen er vedlagt dette brev i kopi som bilag 1.

 

I mere end 6 måneder er der ikke foretaget noget fra selskabets side med henblik på at få udbedret disse fejl og mangler.

 

Grundejerforeningen har i maj måned 2006 modtaget en kommenteret liste på de fejl og mangler, som grundejerforeningen tidligere har beskrevet. Denne liste er vedlagt som bilag 2.

 

Som det fremgår af listen, er flere af vores punkter helt udeladt i  henvendelsen.

 

Dette er ligeledes fuldstændig uacceptabelt.

 

Grundejerforeningen forventer, at samtlige punkter ifølge den fremsendte fejl- og mangelliste – jf. bilag 1 – er udbedret inden den 1. september 2006.

 

Såfremt selskabet ikke har udbedret de påpegede fejl og mangler inden den 1. september 2006, vil sagen uden yderligere varsel blive sendt til grundejerforeningens advokat til videre foranstaltning.

 

 

Ad. punkt 3: Padborgvej, Køge

 

Området er endnu ikke overtaget af grundejerforeningen.

 

Der er i maj måned 2006 udarbejdet en foreløbig fejl- og mangelliste. Grundejerforeningen forventer denne gang, at området overdrages i færdig stand. Selskabet anmodes om at oplyse, hvornår området kan overdrages til grundejerforeningen i færdig stand.

 

Grundejerforeningen skal gøre opmærksom på, at de allerede klargjorte rabatter flere steder er fyldt med store sten, som umuliggør almindelig vedligeholdelse af rabatterne. Endvidere skal grundejerforeningen gøre opmærksom på, at løsningen omkring opstøtning af vejtræerne på Padborgvej ikke er acceptabel. Dels er stolperne for korte i forhold til træernes højde, dels mangler der stopler til opstøtning af 3 ”ekstratræer”. Endelig skal opmærksomheden henledes på, at på det areal, hvor BN’s skurvogne har været placeret, er der stadig vand- og kloakrør, som stikker op af jorden. Grundejerforeningen er ikke informeret om, hvorvidt det stabilgrus, som lå under skurvognene er blevet fjernet før klargøring af området.

 

I forbindelse med klargøring af Padborgvej til overdragelse til grundejerforeningen, bedes BN være opmærksom på de ovenfor nævnte forhold.

 

Grundejerforeningen skal endvidere gøre opmærksom på, at beboerne ud mod skolestien har klaget over manglende vedligehold af arealet. Græs og især mælkebøtter vokser med voldsom kraft og er til stor gene for de omkringliggende boliger og haver.

 

Grundejerforeningen har påtaget sig udgiften til græsslåning for juni måned 2006. Det skal i den forbindelse bemærkes, at Grundejerforeningen ikke påtager sig udgiften på ca. 4.500 kr. til bortfjernelse af sten mv., således at gartneren har kunnet slå græsset. Grundejerforeningen forudsætter, at BN afholder denne udgift og vil fremsende regning, når denne foreligger. Det bedes oplyst hvem i selskabet, grundejerforeningen skal fremsende regningen til.

 

Ad. punkt 4: Generelle spørgsmål vedr. kloaker

 

Grundejerforeningen skal anmode om at få oplyst, om selskabet har fået foretaget spuling/rensning af kloakledninger og brønde for grus, sand, sten og andet byggeaffald.

 

For hver enkelt område anmodes selskabet om at oplyse, hvornår arbejdet er udført.

 

For de områder, hvor arbejdet endnu ikke er udført, anmodes selskabet om at oplyse, hvornår dette vil blive gjort.

 

Grundejerforeningen vil herefter indhente sagkyndig bistand til kontrol af arbejdets udførelse.

 

Ad. punkt 5: Øvrige forhold

 

I brev af 24. maj 2006 anmoder selskabet om, at grundejerforeningen oplyser, hvor mange hækplanter der skal anvendes til beplantning omkring legepladsen. Det kan oplyses, at der skal bruges ca. 300 hækplanter til beplantningen omkring legepladsen samt 2-3 buske.

 

Med hensyn til gadebelysningen virker denne tilsyneladende, men grundejerforeningen mangler dokumentation på dimensioneringen.

 

Afslutningsvis skal grundejerforeningen gøre opmærksom på, at tomme løfter pr. telefon, ubehjælpeligt skrevne mails eller lignende ikke længere vil blive accepteret. Den hidtil udviste manglende vilje, evne og/eller handlekraft vil dermed ikke længere blive accepteret fra grundejerforeningens side. Grundejerforeningen forventer handling i relation til de påpegede fejl og mangler.

 

Grundejerforeningen forventer at få et skriftligt svar på denne henvendelse i brevform fra en ledelsesansvarlig medarbejder i selskabet. I den forbindelse bedes det oplyst, om koncernchefen er orienteret om indholdet af dette brev.

 

På grundejerforeningens vegne:

 

 

 

Erik Skou - formand

Oddervej 4

4600  Køge